Philo-Sophia

På døren indtil taglejligheden i Milano, hvor jeg sidder og skriver, stod der ”Philo-Sophia”. Den er ikke ret stor og grundet skråvæggene, kan jeg kun stå oprejst i halvdelen af den. Alligevel har navnet på denne lille fine lejlighed inspireret mig til at filosofere og skrive under mit ophold.

Det er gået op for mig, at vi slet ikke kan undvære filosofien, med tanke på vores moderne verden, som konstant stiller hyper komplekse spørgsmål, kræves en tilgang, som åbner for flere måder at besvare disse spørgsmål på. Jeg har naturligvis brugt filosofi i mine tekster, hvor et særligt emne undersøges og diskuteres, men efterhånden mere og mere i mit arbejde, og i mine egne personlige spørgsmål i livet.

Ordet ”filosofi” stammer fra det græske ”philosophia”, som betyder ”kærlighed til visdom”. Formålet med filosofi er ikke at finde endegyldige svar, men derimod at uddybe vores forståelse af komplekse spørgsmål. Filosofien vil have os til at stille spørgsmål, være kritisk tænkende og undersøgende overfor vores opfattelser og overbevisninger af vores grundlæggende principper.

Hvad kan jeg bruge filosofien til?

Indenfor de sidste par år har jeg læst og lyttet til utroligt mange filosoffer og deres filosofiske tanker, lige fra Heraklit fra Efesos (ca. 535-475 f.Kr.) i det gamle Grækenland, til danske Søren Kierkegaard (1813-1855) og den nulevende franske filosof Alain Badiou (1937). Alle disse mennesker har forskellige måder at beskrive deres filosofi på, og mange af dem kommer med opsigtsvækkende forklaringer på livets udvikling, der for mig bringer nye spørgsmål eller emner på banen. Det kunne eksempelvis være ”mening”, her er det oplagt at tænke, handler det ikke altid om mening med livet, men jeg vælger at bruge mening som et filosofisk redskab, og derved ser nærmere på underliggende emner i livet, som har så uendeligt stor betydning for at mening findes.

Nogle centrale underemner kunne være: Kærlighed, tid, arbejde, venskab, glæde og udvikling. Emner som i øvrigt ofte er taget op af filosoffer igennem alle tider. Jeg begrænser mig her til kun at forundres over fænomenet ”tid”, eller rettere ”min tid”, fordi tid spiller en stor rolle i mit liv og jeg er nysgerrig på, hvad tid er for mig og hvordan det påvirker mine valg i livet.

Hvad er det tid gør ved mig?

Jeg kan rigtig godt lide at planlægge min tid, så bilder jeg mig ind, at jeg får det optimale ud af det jeg har sat mig for. Det gælder dog ikke i alle sammenhænge, har jeg fundet ud af, for når jeg går til en opgave eller skal udarbejde en proces eller lignende, så elsker jeg at mulighederne står åbne, og der kan udforskes mange forskellige retninger og tilgange, inden beslutningen er endelig og processen udføres.

Inden jeg begav mig ud på halvanden måneds rejse, sagde jeg til mig selv ”ingen planlægning”, men derimod bare være i nuet og så tage beslutninger derfra. Det er klart lettere sagt end gjort, og jeg er slet ikke i mål med det, men det bliver bedre. Det handler måske om, at jeg hjemmefra havde visse tanker om, hvordan jeg skulle rundt til forskellige steder, som jeg gerne ville se og mærke. Der er intet som jeg absolut skal, men når jeg så først er på destinationen, så var der i den første tid, en påtrængenhed for at få planlagt næste destination, så jeg ligesom vidste hvad der ventede. Det begynder at virke for mig, når jeg siger ”meget kan nås, men ikke alting kan eller skal nås” og det har givet mig lidt mere ro til at være her i nuet og skrive, læse, træne eller tage på tur ud i byen. Jeg skubber beslutningerne og må acceptere, hvad det så ender med at blive.

Fra man er ganske lille, bliver man bevidst om, at man en dag skal dø og det er lettere for nogle at acceptere end andre. For mig var det en svær nød at knække, og er det stadig, men det er tid til at gøre op med det usynlige pres, der ofte får mine handlinger til at skynde på sig, ja sågar også andre. For havde det mon ikke været anderledes, hvis man ikke anede at der var en slutning på al ting? Det ville nok have mindre betydning, om det jeg skulle nå først skete i år eller næste år, måske havde jeg ingen grund til at skynde mig til det næste, og ville menneskeheden egentlig være mere frie og give sig hen til at tænke langsommere og dybere? Det er interessante spørgsmål, som jeg har haft med i mine tanker, mens jeg skrev videre.

Lige så sikkert det er, at mennesker altid vil søge mod udvikling, lige så sikkert er det, at vi skal dø. Tiden vi har til rådighed kendes ikke, hvilket også kun ville sætte endnu mere pres på det enkelte menneske. Ifølge Søren Kirkegaard, findes meningen med livet hos individet, gennem de valg man træffer og vigtigst af alt tager ansvar for de valg. Kirkegaard siger at man skal vælge sig selv, og hvis jeg nu prøver at følge Kirkegaards fodspor med ”min tid”, er mine tanker at jeg altid har et valg om, hvad jeg vil bruge tiden på. I en alder af 46, har jeg stadig umådelig svært ved at tage ansvar for alle de valg jeg tager for at bruge ”min tid”. Er det bedst for mig, for andre, eller bruger jeg min tid, som jeg tror andre ville bruge deres tid, hvis de stod med samme valg? Det vender jeg tilbage til, men først vil jeg gå lidt længere med Kirkegaard og hans forståelse af eksistensens tre stadier:

Det æstetiske stadie: Individet søger nydelse, skønhed og umiddelbar tilfredsstillelse, men oplever til sidst tomhed og fortvivlelse, fordi denne livsform er overfladisk.

Det etiske stadie: Stadiet hvor individet bliver bevidst om moralske værdier og forsøger at leve et ansvarligt liv i overensstemmelse med disse. Men også her kan der opstå fortvivlelse, da selv etisk liv ikke kan give ultimativ mening.

Det religiøse stadie: Det højeste stadium, hvor individet indser, at meningen med livet findes i troen på Gud og i et personligt forhold til det guddommelige. Individet laver en ”troens spring” og overgiver sig til troen uden rationel sikkerhed.

Nu er jeg ikke selv et særligt religiøst menneske, så jeg vælger at betegne sidste stadie, som noget der er større end individet selv, det kunne være menneskeheden, naturen, troen på noget (også gud), så giver det mig mulighed for at sætte ”min tid” ind i de forskellige stadier. Jeg kan med største sikkerhed sige at de fleste af mine valg, har været placeret i det æstetiske stadie. Det er ganske naturligt, og jeg hører det i øvrigt hele tiden, mest hos yngre mennesker og i særdeleshed mine børn. Det er jo også blot et stadie, men hvis man hænger fast i det, vil man altså, ifølge Kirkegaard, ende i tomhed og fortvivlelse. Fortvivlelse kræver sin helt egen udfoldelse, men det må blive en anden gang. For her skal jeg lade mig forstå, at ”min tid” og mine valg for den tid, skal fordele sig langt mere på det etiske stadie og hvis overhovedet muligt det religiøse stadie. Der vil nok altid være valg, som træffes ud fra det æstetiske stadie, og det kan også gå an, pointen er at jeg tager ansvar for det, som en del af min eksistens. Det betyder at jeg skal acceptere og leve med, at ”min tid” bruges på at tilfredsstille mine behov, nyde friheden og lade mig forføre af skønheden. Her kunne jeg komme med eksemplet om valget af at bruge dagen på stranden eller gå ud og få nogle øl i festligt lag. De valg handler om at imødekomme nogle indre behov for afslapning og selskab, og det skal der også være plads til, men jeg mister meningen med min rejse, hvis jeg valgte det hver dag. Hvis jeg konstant var i det æstetiske stadie, hvor ville meningen med ”min tid” da være? Evig søgen efter næste nydelse, skønhed osv. Jagten uden ende og derved tid som forspildes på overfladiske mål og lyster. Kirkegaard mener, at individet må konfrontere sine valg og med tro og vilje kæmpe mod tvivl og fortvivlelse. Jeg synes det beskriver meget godt, hvad jeg mener er afgørende for, at ”min tid” giver mening.

En anden filosof, som jeg gerne vil tage med ind i min forundring, er eksistentialisten Jean-Paul Sartre (1905-1980), idet han har mange af de samme argumenter som Kirkegaard. Sartre anså tid både som en byrde og en mulighed, idet vi både er formet af fortiden, men frie til at forme vores fremtid gennem vores handlinger i nutiden. Altså friheden i at kunne vælge ”min tid”, men erkende at det hænger sammen med min fortid, og det kan være en byrde, medmindre jeg accepterer det og tager ansvar for det. I disse dage tænker jeg ofte på min fortid, det tror jeg hænger sammen med, at jeg ser rigtig mange unge mennesker på min rejse. De er muligvis afsted på det jeg aldrig fik gjort i min ungdom, nemlig at tage et sabbatår væk fra studier eller arbejde og rejse ud i verden. Måden vi rejser på, er givetvis meget forskellig, men formålet kunne godt risikere at minde om hinanden. Den fortid vi har med, uanset hvor eller hvem vi er, spiller altså ind i de valg vi træffer, når jeg fx vælger at tage til Milano, som i øvrigt er en flot og dejlig by, men som ikke nødvendigvis rimer på mine tidligere ønsker for destinationer, så tror jeg, at det ubevidst også handler om, at vende tilbage til en velkendt hverdag i en storby, hvor jeg lynhurtigt kan komme rundt og blive inspireret. Den modsatrettede og mere bevidste begrundelse, er at fremtidens muligheder er lettere, når man er i en by, hvor der er direkte forbindelser til resten af verden, hvilket ifølge Sartre, giver en oplevelse af frihed.

Afslutning

I Milano besøgte jeg naturligvis Domkirken (Duomo di Milano), og udover dens smukke fremtræden og vigtige historie, så bemærkede jeg en præst gå rundt derinde og her skulle man tro at alle de tilknyttede præster, havde læst og forstået Kirkegaard. Deres tro har bragt dem til et sted i deres liv, hvor den tid der er til rådighed, er dedikeret til deres religiøse forpligtelser. Om deres fortid spiller ind, i forhold til at vælge en fremtid dedikeret til kirken og menigheden, skal jeg lade op til læseren selv at vurdere, men for min forundring over ”min tid”, sætter det et helt særligt punktum. Når man afgiver et løfte om at leve i cølibat og at vige sit liv til at tjene deres tro på Gud, så mener jeg, at det æstetiske stadie, er så meget på afstand, at meningen med det liv, netop er ikke at forholde sig til tid.

Image

Image

På vej ind i kirken, stod jeg og ærgrede mig over at stå i en lang kø, det var faktisk tæt på at jeg fravalgte at gå ind, fordi jeg hader at stå i kø. Nu blev jeg så og var glad for det, ikke fordi at kirken var specielt overraskende, men fordi det gav mig en mulighed for at se et liv på den anden side. Et liv som jeg på ingen måde selv kunne tænke mig, men at være et sted, hvor tiden står stille og troen på Gud er meningen med livet, giver alligevel stof til eftertanke og andre perspektiver på fænomenet tid og mening med livet.

Jeg konfronterer min fortvivlelse over, at jeg frygter at ”min tid” ikke udnyttes optimalt inden jeg dør. Tiden går lige langsomt eller hurtigt, men jeg undrer mig over, om jeg risikerer at skynde mig igennem livet og aldrig finde ud af hvad jeg selv egentlig udvikles for eller til. Tvivlen og fortvivlelsen forsvinder nødvendigvis ikke lige med det samme, men det at jeg vedvarende holder fast i mine grundlæggende værdier og mine valg handler om at gøre noget for andre og noget der er større end mig selv, så vil den tid ”min tid” måske give mening i mit liv. 

Min tid i Milano er ovre og jeg er rigtig glad for det jeg valgte at bruge den på. 

Mit største håb er at du har en oplevelse af, at din tid har været godt brugt på at læse dette.